Gebyrer tjent, benchmark ikke nået

Udgangspunktet

Hypotetisk undervisningscase. NOVA og USDX er fiktive tokens; USDX antages at forblive præcis $1 værd alene for at isolere matematikken. Dette er ikke en protokolanbefaling eller en prognose for likviditetsudbyderes afkast. Imani indskyder én NOVA til $1,000 og 1,000 USDX i en forenklet full-range-pulje med konstant produkt. Hun ser gebyrindtægter ophobes og antager, at det betyder, at likviditetsudbydelse må slå passivt ejerskab af de to tokens.

Fastlæg det rigtige kontrafaktiske sammenligningsgrundlag

Startpositionen er $2,000 værd. Ses der foreløbig bort fra gebyrer, lad x repræsentere NOVA og y repræsentere USDX. Invarianten er x × y = 1,000. I denne undervisningsmodel er puljens marginale pris y ÷ x. Når eksterne markeder omprissætter NOVA, bevæger arbitragehandler puljen mod denne pris og ændrer de aktiver, der kan henføres til likviditetspositionen. Imani beholder ikke konstant én NOVA.

Sammenligningsporteføljen holder blot én NOVA og 1,000 USDX uden for puljen. Den oplever samme eksterne NOVA-kursbevægelse, men rebalancerer ikke gennem puljens mekanisme. Hvis likviditetspositionen kun sammenlignes med dens oprindelige værdi på $2,000, viser det, om den har tjent eller tabt dollars. En sammenligning med de uændrede tokenbeholdninger besvarer et andet spørgsmål: om likviditetstjenesten forbedrede resultatet i forhold til at beholde de samme oprindelige aktiver.

Når den volatile token fordobles

Antag, at NOVA stiger til $2,000. Løs y ÷ x = 2,000 sammen med x × y = 1,000. Resultatet er x = √0.5, cirka 0.707107 NOVA, og y = √2,000,000, cirka 1,414.214 USDX. Puljepositionen er derfor cirka 0.707107 × $2,000 + $1,414.214 = $2,828.43 værd før gebyrer.

Behold-porteføljen er nu $3,000 værd: én NOVA til $2,000 plus 1,000 USDX. Likviditetspositionen ligger $171.57 bagefter, eller cirka 5.72% under dette behold-benchmark. Alligevel er den $828.43 over sin startværdi. Begge udsagn er sande. Udtrykket impermanent loss beskriver en relativ værdieffekt, ikke en påstand om, at positionen nødvendigvis skal vise et negativt dollarafkast. En vending i kursen kan ændre forskellen, men hverken en vending eller fuld økonomisk genopretning er garanteret.

Tilføj gebyrer uden at skjule udførelsesomkostninger

Antag, at Imani modtager $90 i særskilt opgjort gebyrværdi i denne hypotetiske periode. Hvis disse gebyrer behandles som kontanter uden for invarianten i en forenklet sammenligning, bliver værdien $2,918.43 før exitomkostninger. Hun betaler derefter $25 i samlede netværkstransaktionsomkostninger og pådrager sig yderligere $15 i eksekveringsomkostninger ved omveksling. Nettoværdien bliver $2,878.43. Den er stadig $121.57 under bruttobenchmarket på $3,000 for blot at beholde aktiverne.

For en fair sammenligning på samme grundlag antages det, at det ville koste $10 at sælge beholdningsporteføljen. Dens nettoværdi er da $2,990, og likviditetsvejen halter $111.57 efter. Gebyrbogføring i faktiske puljer kan ændre reserver eller indebære særskilte gebyrkrav; dette eksempel adskiller bevidst gebyrer for ikke at foregive at være en præcis protokolbeskrivelse. Skatter, priser på belønningstokens og geninvestering er udeladt. Disse udeladelser hører hjemme i antagelserne, ikke skjult i et imponerende annualiseret afkast.

Faldet giver ikke en spejlvendt gevinst

Hvis NOVA i stedet halveres til $500, bliver poolpositionen uden gebyrer √2 NOVA og √500,000 USDX: cirka 1.414214 NOVA og 707.107 USDX. Dens værdi er $1,414.21. Behold-porteføljen er $1,500 værd. Det relative underskud er igen cirka 5.72%, men poolen har nu også et absolut tab på $585.79 fra sin startværdi på $2,000. At eje flere enheder af den faldende token er ikke i sig selv tegn på et gunstigt udfald.

Eksemplet forudsætter, at USDX forbliver på $1, og at begge tokens fortsat kan overføres. Hvis det angiveligt stabile aktiv mister sin binding, eller en kontrakt kompromitteres, kan det økonomiske udfald ikke indfanges af denne enkle formel med to priser alene. Tilsvarende indfører koncentreret likviditet intervalgrænser og et andet beholdningsforløb. Formlen for hele prisintervallet bør ikke indsættes i en snæver intervalposition, som om positionerne var indbyrdes udskiftelige.

Hvad beslutningen faktisk kræver

Imani har brug for en begrundelse for at tro, at den usikre nettobetaling for at stille likviditet er acceptabel i forhold til beholdningsrisiko, transaktionsomkostninger og operationel eksponering. En gebyrsats er ikke et løfte om realiseret afkast: handelsvolumen, hendes andel af aktiv likviditet, konkurrerende udbydere og tokenværdier kan ændre sig. Rebalancering eller flytning af intervaller skaber yderligere transaktioner og kan realisere eksponering til ugunstige priser.

Ét alternativ er at beholde de to oprindelige tokens uden at stille likviditet til rådighed. Et andet er ikke at eje nogen af dem, hvilket fjerner den fiktive NOVA-eksponering frem for blot at ændre indpakningen. En mindre eksperimentel allokering kan begrænse de eksponerede dollarbeløb, men fjerner ikke kontraktrisikoen. En disciplineret gennemgang registrerer behold-benchmarket, alle pengestrømme og et ensartet værdiansættelsestidspunkt. Uden disse kan attraktive gebyrindtægter aflede opmærksomheden fra en større alternativomkostning eller et direkte kapitaltab.

Test en større ændring i prisforholdet

I et særskilt scenarie uden gebyrer stiger NOVA fra 1.000 til 4.000 USD. Samme invariant giver 0,5 NOVA og 2.000 USDX: poolpositionen er 4.000 USD værd. At beholde de oprindelige tokens ville give 5.000 USD. Det relative efterslæb når 20 %, selv om positionens dollarværdi er fordoblet.

0.5 × 4 000 + 2 000 = 4 000 USD; 4 000 / 5 000 − 1 = −20%

Med de tidligere udtrædelsesomkostninger, 40 USD for poolen og 10 USD for beholdningen, kræves 1.030 USD i særskilte gebyrindtægter for at matche nettobenchmarket på 4.990 USD. Det er en regnskabsmæssig tærskel i scenariet, ikke et forventet afkast. Forløb med samme slutpriser kan give forskellige handelsvolumener, gebyrindtægter og transaktionsomkostninger.

Hvor ræsonnementet går galt